En rapport er en uddybning af en journal. Den er altså en skriftlig formidling af et eksperiment, og den er inspireret af en videnskabelig forskningsartikel. Det betyder, at rapporten skal forklare hvilket eksperimentelt arbejde, der er udført, relevant teori, målinger, resultater og betydningen af resultaterne. Du skal bruge rapporten til eksamen, så det er vigtigt, at du selv forstår, hvad du har skrevet.
En rapport er det samme i alle naturvidenskabelige fag.
Præsentation
Angiv forsøgets titel, navn, klasse, fag og dato.
Formål
Angiv formålet med forsøget fx at afprøve en hypotese, at lære en fremgangsmåde at kende eller at bestemme en konstant.
Teori
Redegør for den faglige teori, der er relevant for forsøget, altså din baggrundsviden om emnet og princippet i forsøget. Bemærk, at teorien skal være RELEVANT for forsøget, og det er dig, der skal udvælge stoffet. Angiv eller udled formler, som du bruger i dine beregninger og opskriv reaktionsskemaer.
Hypotese
Angiv din hypotese (dvs. din forventning om udfaldet af forsøget). Din hypotese skal være baseret på dit teoriafsnit eller på tidligere iagttagelser. Der kan være forsøg, hvor det ikke giver mening at opstille hypoteser.
Materiale
Oplist ALLE de materialer, du har anvendt under forsøget. Det kan være kemikalier, levende organismer (dyr eller planter) og apparatur (fx en vægt).
Fremgangsmåde & Forsøgsopstilling
Beskriv hvordan du udførte forsøget - skriv i datid. Skriv kort og præcist, men fyldestgørende og sammenhængende.
Indsæt en illustration af dit forsøg fx en skitse eller et billede.
Resultater
Indsæt dine forsøgsdata (observationer og talværdier) i en overskuelig tabel. Alle tabeller og grafer skal være forsynet med en forklarende tekst, der angiver indholdet. Husk enheder og aksenavne! Du skal ikke behandle eller fortolke dine data eller observationer i dette afsnit.
Resultatbehandling
Databehandling, beregning og grafanalyse.
Hvis du har taldata, kan du lave en graf eller et diagram. Til beregninger hører alle former for modifikation, forandring eller bearbejdning af forsøgsdata. Husk eksempler på dine udregninger. Husk at angive resultatet med et rimeligt antal betydende cifre (oftest 2 – 4) og med enhed.
-Alt figurmateriale skal:
1) være forsynet med enheder på akserne, overskrifter eller andre forklaringer, der kan hjælpe læseren til hurtigt at fortolke figuren.
2) have en figurtekst (i Word: højreklik på foto/grafik og vælg ”Indsæt billedtekst”). Der dukker nu en tekst op under graf/foto: ”Figur 1”, næste du indsætter, hedder så ”Figur 2” osv.).
3) henvises til i selve rapportens tekst, f.eks.: ”Resultaterne af undersøgelsen ses i Figur 1”.
Sådan laves figurtekster:
Figur 1: 1) Overskrift? 2) Hvad skal læseren bemærke? 3) Kilde for data? (Se eksemplet nedenfor)
Fejlkilder og usikkerheder & Oplæg til diskussion
Diskuter dine resultater. Stemmer de overens med din hypotese? Stemmer de med andres undersøgelser (f.eks. tabelværdier)?
Diskuter resultaterne i forhold til formål og teori. Husk også at forholde dig til de uventede resultater ved at spørge: Er resultaterne pålidelige? Er der fejlkilder eller usikkerheder?
Konklusion
En konklusion er en opsummering af, hvad du med sikkerhed har fundet ud af. Men det er også, hvad du ikke kan konkludere. Hvis du ikke fik bekræftet din hypotese - var det så hypotesen eller forsøget der var forkert? Konklusionen er et svar på undersøgelsens formål. Det er derfor en fordel igen at se på forsøgets formål, når du skriver konklusionen.
Husk: Intet nyt i en konklusion!
Perspektivering
Kom evt. med forslag til forbedringer/videretænkning.
Perspektiver dit resultat. Sæt det ind i et større perspektiv eller i relation til andre emner.
Kilder og litteratur
Angiv kilder udover lærebogen i fodnoter eller i en litteraturliste sidst i rapporten (noter fra undervisningen er ikke kildemateriale - det er bare viden).
Bemærk at du ALTID skal angive kilder for figurer, som du ikke selv har lavet men hentet på nettet eller andre steder.
Sådan laves figurtekster:
Eksempel:
1) Ugens vejrudsigt
2) Bemærk vinden skifter retning samtidigt med opklaringen på tirsdag.
3) Kilde: dmi.dk