I sammenligningen skal du sammenligne forskelle og ligheder på tværs af bilagene, som består af tekstmateriale, oftest udsagn, debatindlæg eller forskellige ekspertudtalelser. I en sammenligning skal du arbejde på tværs af materialet. Du skal ikke redegøre for, hvad der står i de forskellige bilag, men i stedet tage fat i et emne og behandle forskelle og ligheder for alle bilagene. Det er derfor en god ide at inddrage mere end et bilag i alle afsnit af din besvarelse. En sammenligningsopgave kan lyde: ”Sammenlign de synspunkter om magt, der kommer til udtryk i bilag A1, A2 og A3”
Indledning: Beskriv hvad der er det centrale i opgavespørgsmålet og hvilke emner, du har valgt for din sammenligning
Du må ikke behandle bilagene et ad gangen, men skal tage udgangspunkt i forskellige emner, du sammenligner bilagenes forskelle og ligheder ud fra. Skriv på tværs af bilagene.
Inddrag citater fra bilagene til at vise synspunkterne i bilagene, husk at henvise til bilaget.
Brug faglige begreber og teorier til at vise/forklare forskelle og ligheder i bilagene
Forklar evt. hvorfor der er forskellige syn på emnet
En sammenligning skal altid afsluttes med en opsummering af vigtigste forskelle og ligheder.
De tre bilag omhandler alle…
Hovedforskellen mellem de tre bilag er…
Bilagene ser forskelligt på…
Årsagen til at de tre bilag ser forskelligt på sagen er…
Dette er bilaget 2 uenig i, da…
Bilagene har hver deres syn på…
Bilag 1 og bilag 2 er begge…
Hvor bilag 1 beskriver at…, så beskriver bilag 2 at…
Et eksempel på sammenligning 1
Opgaven: Sammenlign bilag A1, A2 og A3’s opfattelser af, hvordan EU har udviklet sig, og hvordan EU’s problemer skal løses. I sammenligningen skal du anvende viden om EU og europæisk integration.
Besvarelse: "Bilag A2 og A3 er dermed enige om, at der udover en større dybdeintegration, skal være fokus på både statslig og ikke-statslig integration, for at skabe et større fællesskab blandt de europæiske borgere. Begge bilag understreger, at afgivelsen af suverænitet til EU vil medføre, at nationalstaten får mere reel suverænitet og et stærkere demokrati. De foreslår begge en ny forfatning som en mulighed for at sikre EU’s handlekraft, når det kommer til de dominerende problemer. Bilag A2 holder dog fast i vigtigheden af nationalstaternes selvbestemmelse og myndighed, hvor at A3 går så langt som at sige, at der skal skabes et overnationalt demokrati og dermed endnu mere dybdeintegration, dog uden at der dannes en egentlig europæisk forbundsstat. Der skal derfor fortsat være et større fokus på politisk integration, for at sikre de bedst mulige vilkår både for EU men også for enkeltstaterne."
Et eksempel på sammenligning 2
Opgaven; Sammenlign de opfattelser af den universelle velfærdsstatsmodel, der kommer til udtryk i A1,A2 og A3
Besvarelse; "Som beskrevet tidligere udtrykker bilag A1 en liberal holdning, da det beskriver individets frihed og ønsker en stærk stat. Bilag A2’s argumenter lægger sig meget op ad en socialistisk ideologi, da der fokuseres på de positive aspekter ved velfærdsstaten. Bilag A3 udtrykker en socialliberal holdning, hvor et frit marked, men en stor offentlig sektor er i fokus. Fremtidsudsigterne i bilag A3 lægger sig ad den selektive velfærdsmodel, som stammer fra konservatismen, og kendetegnes ved fællesskab gennem selektive forsikringsordninger. Bilag A1 ønsker den residuale/liberale velfærdsmodel, hvor velfærden skabes af det private initiativ på arbejdsmarkedet. Inger Støjberg mener, at velfærdsydelserne kun skal være for de mest trængende, og at alle arbejdsdygtige skal presses i arbejde. Bilag A2 ønsker til gengæld den universelle velfærdsmodel, og fremhæver endda de skandinaviske lande og hvordan velfærdsstaten ikke påvirker arbejdsmotivationen negativt"
Hjælpeark - sammenligning