At afslutte vil sige at afrunde og lukke en opgave. Ligesom man ikke går uden at sige farvel, afleverer man ikke en opgave uden at afslutte. Afslutningen knytter sig til indledningen, som en ring, der lukkes, og der skal være sammenhæng mellem de to dele. Hvis du i din indledning om emnet ”Familiehistorie” har skrevet: ”Vi siges at leve i et moderne samfund, hvor familie og slægt på papiret ikke betyder så meget, men prøv at google ”Slægtsforskning”, og se hvor mange hits du får. Måske forsøger moderne mennesker at forstå dem selv ved at forstå deres rødder…”, skal du i din afslutning vende tilbage til pointen og fx skrive: ”Laurits Munch-Petersens historie viser os altså, at selvom vi ikke længere lever på slægtsgårde og i storfamilier, er slægtens stadig afgørende for os. Vi har stadig brug for rødder.”
Der er to måder at afslutte på: åbent og lukket. I den analyserende og den debatterende artikel i faget dansk skal du lukke. Det betyder, at du samler de vigtigste pointer til sidst. I den reflekterende artikel skal du åbne. Du skal have besvaret de spørgsmål, du har stillet undervejs, men samtidigt skal du lade det stå læseren frit for at følge andre veje i emnet, end dem du har fulgt i artiklen.
”Afrundende kan man altså sige, at der er sket en udvikling i bredden af de temaer, man tager op i samfundskritisk litteratur. Hvor man i det moderne gennembrud hovedsageligt beskæftigede sig med problematikker, der vedrørte køn, klasse og kirke, ser vi i dag litteraturen stille spørgsmålstegn ved alverdens samfundstendenser. Samfundet har da også udviklet sig med globaliseringen og den personlige frihed, hvilket gør, at det er helt nye, moderne fænomener, der tages op, som Georg Brandes på ingen måde kendte til - f.eks. homoseksualitet og immigrationspolitik. Men litteraturens evne til at kritisere er den samme nu som dengang – den er stadig dugfrisk.”
”Vi kan ikke være enige i alt. Et argument, som Dy Plambeck også afrunder sin tekst med. Men vi kan vist alle godt blive enige om, at vi bliver nødt til at holde os inden for nogle regler, for at den demokratiske samtale kan fungere. Jeg synes, at alle skal have mulighed for at dele personlige holdninger og oplevelser, men det skal også være tilladt at debattere og kritisere de ting, som andre siger og påstår. I sidste ende mener jeg, at det bare handler om, at vi skal have respekt for hinanden og kritisere hinanden på en ordentlig måde. Folk vil ikke altid være enige i ens meninger, men det er altså den beherskede debat, som holder vores demokrati i live. Det, at vi ytrer os og lytter til hinanden. Det, at vi kan have en kontrolleret og konstruktiv dialog. Det, at vi bruger sproget ordentligt, gør demokratiet til meget mere end bare en styreform. Det er en måde, vi lever sammen på. Og lever godt sammen på.”
”Det er derfor tydeligt, at nogle former for kunst formår at udfordre en grænse for visse samfundsgrupper eller mennesker, som vi har set hos både Broby-Johansen og Balthus. De udfordrer de vante forestillinger, vi har om kunst og litteratur og fremstår som rariteter i forhold til meget af den kunst, vi ser til hverdag. Kunsten og litteraturen kan let komme til at ruske i tabuerne, og her vil nogle mene, at en kunstner har et eget ansvar for at holde sit værk inden for den gode moral, imens andre ville mene, at kunst i sig selv går ud på at udfordre grænser. Jeg tror, at alle mennesker har en grænse for, hvornår noget er for meget, og dermed vil der altid være kunst, som ville kunne provokere og støde nogle mennesker. Men er det ikke altid på eget ansvar, som Metropolitan Museum mener, at træde ind på et museum? Måske skulle der i virkeligheden stå et skilt ved indgangen: pas på, du risikerer at blive provokeret voldsomt, og dit liv forandret for evigt!”