At formulere sig skriftligt på et fremmedsprog fungerer både som mål og middel. Målet er at kunne udtrykke sig skriftligt på fransk med et nuanceret ordforråd og grammatisk korrekthed. Skrivningen som middel har stor betydning for sprogindlæringen: Skrivningen udvikler den sproglige bevidsthed, og dette fremmer læsefærdigheden, tekstforståelsen og formidlingsevnen. Derudover fremmer den sproglige bevidsthed også den mundtlige udtryksfærdighed.
I læreplanen står der: "Studiet af fransksproget litteratur og kultur giver viden om og indsigt i fransksprogede samfund og kulturer samt forståelse for en globaliseret og digitaliseret verden. Faget udvikler elevernes forståelse for den franske kulturs placering i de europæiske hovedstrømninger samt elevernes sans for den æstetiske dimension i fagets udtryksformer. […] Endelig sætter franskfaget eleverne i stand til at reflektere over egen kultur i mødet med fransksprogede kulturer." (Læreplan fransk som fortsættersprog A-niveau 2017)
Artikel: En artikel bruger et kildemateriale til at behandle et emne og skal informere en modtagergruppe. En artikel kan skrives til forskellige målgrupper og i forskellige sammenhænge. Derfor skal du være bevidst om afsender- og modtagerforhold (man kunne f.eks. benytte det retoriske pentagram).
Læserbrev / blog: Læserbreve skrives ikke af journalister. Det er avisens læsere, der skriver læserbreve. De kan handle om alt fra vigtige samfundsproblemer til personlige holdninger. Nogle læserbreve er både oplysende og fulde af gode argumenter, andre er bare udtryk for helt personlige følelser. Du kan også publicere et læserbrev på en blog.
Dagbog / Personlig blog: En dagbog er en bog til at skrive uformelle kronologiske, daterede indlæg. Det vil sige, at man for det meste skriver til sig selv om sin hverdag, sine tanker, holdninger og ønsker. En dagbog er for det meste privat. Men en dagbog kan også bruges mere offentligt i form af en webblog.
Brev / e-mail: Et brev kan både være formelt og uformelt. Ord, vendinger og høflighedsudtryk varierer efter, hvor formelt brevet er. Det er derfor vigtigt, at du læser opgaveformuleringens krav grundigt i forhold til, hvem afsender og modtager af brevet er. Brevet kan skrives som en mail.
Der er kun skriftlig eksamen efter Begynder- og Fortsætter A-niveau, altså i 3g. På B-niveau i 2g er der kun en mundtlig eksamen.
Du har 5 timer til besvarelsen af opgaven, og eksamensopgaven består af delprøve 1 og delprøve 2.
Delprøve 1: Du har max 1,5 time. Prøven består af 1 tekst (A) og 14 opgaver, der tilsammen giver 150 points. Opgaverne er knyttet til teksten og det overordnede emne. Opgaverne kan fx være ”sæt spørgsmål sammen med svar”, ”Forbind ord fra teksten med synonymer/antonymer fra listen”, ”Skriv korrekte sætninger ved at sætte klyngerne af ord i den rigtige rækkefølge”, ”beskriv på fransk i 5 sætninger (et fokus) fra tekst A”, ”Fortæl historien bag billedet” (billedet vil passe til opgavens overordnede tema). Delprøve 1 laves uden hjælpemidler og i hånden.
Delprøve 2: Du har min. 3,5 time. Prøven består af 1 tekst (B), der er en forlængelse af tekst A fra delprøve 1. Herudover kan der også forekomme andre tekster, du vil have mulighed for at /skal inddrage, fx hvis du mangler synspunkter eller gode ideer til din skriftlige besvarelse. Ofte vil en opgavebeskrivelse lyde nogenlunde sådan: ”En vous basant sur texte A et texte B, écrivez un texte de minimum 350 mots au minimum. Vous pouvez inclure texte C (article) et/ou texte D (illustrations).” – Tekst C + D kan være forskellige typer af tekster. Det kan både være en artikel, en række billeder eller lignende. Du skal altid inddrage minimum tekst A og B i din besvarelse. Se i den konkrete opgave, hvad du bliver bedt om.
Du kan møde alle fire genrer og har mulighed for at vælge mellem 2-3 forskellige opgaver i den konkrete eksamensopgave. I hver genre er der nogle genrekrav, du skal overholde. Du skal især være opmærksom på kommunikationssituationen – altså afsender-/modtagerforholdet og mediet. Dit sprog skal afspejle dette. Det vil fx ikke være naturligt for to venner at bruge ”vous” i et personligt brev. Der er ikke krav til opsættelsen af genrerne. Således må en artikel gerne stå uden at være sat op i spalter. Hvis du har tid og lyst til at bruge kræfter på layoutet er det ok, men det er ikke noget, der tæller med i den endelige bedømmelse.
Du har 5 timer til besvarelsen af opgaven, og eksamensopgaven består af delprøve 1 og delprøve 2.
Delprøve 1: Du har max 1 time. Prøven består af 1 tekst (A) og 14 opgaver, der tilsammen giver 38 points. Opgaverne er knyttet til teksten og det overordnede emne. Opgaverne kan fx være ”sæt spørgsmål sammen med svar”, ”Forbind ord fra teksten med synonymer/antonymer fra listen”, ”Skriv korrekte sætninger ved at sætte klyngerne af ord i den rigtige rækkefølge”, ”Fortæl historien bag billedet” (billedet vil passe til opgavens overordnede tema). Delprøve 1 laves uden hjælpemidler og i hånden.
Delprøve 2: Du har min 4 timer. Prøven består af 1 tekst (B), der er en forlængelse af tekst A fra delprøve 1. Herudover kan der også forekomme andre tekster, du enten skal eller vil have mulighed for at inddrage, fx hvis du mangler synspunkter eller gode ideer til din skriftlige besvarelse. Du skal altid inddrage minimum tekst A + B i din besvarelse. Se i den konkrete opgave, hvad du bliver bedt om. Du skal skrive 250 ord (+/- 10%)
Du vil have mulighed for at vælge mellem 2-3 forskellige opgaver i den konkrete eksamensopgave. Du kan møde alle fire genrer. I hver genre er der nogle genrekrav, du skal overholde. Du skal især være opmærksom på kommunikationssituationen – altså afsender-/modtagerforholdet + mediet. Dit sprog skal afspejle dette. Det vil fx ikke være naturligt for to venner at bruge ”vous” i et personligt brev. Der er ikke krav til opsættelsen af genrerne. Således må en artikel gerne stå uden at være sat op i spalter. Hvis du har tid og lyst til at bruge kræfter på layoutet er det ok, men det er ikke noget, der tæller med i den endelige bedømmelse. For inspiration se de vedhæftede elevstile. Der lægges således vægt på, at genren tydeligt skinner igennem i din tekst.
Herudover er der også en række verber, du skal anvende i en bestemt tid. Disse verber skal tydeligt markeres i teksten. Husk, kun at markere det præcise antal verber, der står i opgaven.
Der henvises i delprøve 2 til de anvendte tekster med fx Tekst A, Tekst B osv. Du skal henvise enten ved parentes eller fodnote. Ved citater fra en af teksterne henvises der med både sidetal og linjenummer. Ved billeder henvises til billedets konkrete nummer.
Delprøve 1: Ingen hjælpemidler er tilladte.
Delprøve 2: Alle hjælpemidler er tilladte, dog er der ikke adgang til nettet eller kontakt med omverdenen. Du skal altså være opmærksom på, at du ikke bruger fx en verbebøjningsside, hvor der er mulighed for at skrive til en chatfunktion. Denne side er dermed ikke tilladt at bruge, fordi der er kommunikation med omverden.
Du må gerne bruge ibøger, digitale undervisningsmidler og hjælpemidler, der er brugt i undervisningen. Dette vil din lærer give klassen en oversigt over inden eksamen.
Det retoriske pentagram kaldes også "Ciceros pentagram". Det er en model for sproglig analyse og bruges i alle gymnasiets sprogfag og også i dansk og historie, så det er godt at blive fortrolig med :-)