Dansk-historie-opgaven, DHO, er en tværfaglig opgave i slutningen af 1.g, hvor du i samarbejde med to andre skriver en opgave i både dansk og historie. Opgaven fremlægges derefter ved et mundtligt oplæg.
Dansk-historieopgaven (DHO) er også et lille skridt mod den endelige SRP i 3.g. DHO er en tværfaglig opgave med to fag inden for det samme fakultet, humaniora. Din dansklærer og historielærer underviser i et fælles emne, som du derefter skal skrive en opgave inden for. I dette forløb er der fokus på besvarelse af en opgaveformulering, formalia og mundtlighed. Formalia er sådan noget som layout, litteraturliste og noter. Du skal altså skrive en opgave med udgangspunkt i en opgaveformulering, og forløbet afsluttes med en mundtlig formidling. Du vil blive til introduceret til fagenes metoder.
Når vi kalder DHO-forløbet for FF2 - det fællesfaglige forløb 2 - så er det fordi, at du i gymnasiet skal arbejde fællesfagligt med flere fag på én gang. Dette forløb er det 2. FF-forløb, du møder. I 3. g. slutter du FF-forløbene af med en studieretningseksamen, SRP-eksamen.
Med DHO-opgaven lærer du at skrive en tværfaglig opgave med vægt på den akademiske genre. Det vil sige, at du i DHO-opgaven skal lære at besvare en problemformulering samt træne opgaveformalia i form at korrekt citatteknik, noter/fodnoter, kildeangivelse, omfang og layout.
Du får i dette forløb også indsigt i dansk- og historiefagenes metoder.
Du lærer:
At besvare en opgaveformulering
At strukturere og disponere en opgave
At anvende dansk- og historiefagets metoder (udvalgte)
At planlægge en skriveproces sammen med andre (tidsforbrug m.m.)
At anvende formalia til en større tværfaglig opgave
At der er forskel mellem plagiat og inspiration (der er regler).
DHO-forløbet starter med en fælles opstart med din historie- og dansklærere. Lærerne har lavet et fællesfagligt forløb om et emne, som I skal have min. 7 moduler i hvert fag. Her får du viden om et emne, overblik over hvordan en opgave skal skrives, samt metodisk indsigt i fagene. Din lærer vil give jer mulighed for at skrive opgaven ud fra i én eller flere opgaveformuleringer. Du skriver DHO-opgaven i en gruppe med to andre, hvoraf to dage er på skolen med vejledning fra lærerne og den sidste dag foregår hjemme. Du skal i maj lave et mundtligt oplæg ud fra opgaven.
DHO ender i to produkter - dels en skriftlig opgave, dels et mundtligt oplæg.
En DHO er på 8-12 sider af 2400 anslag (uden forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, bilag og noter) med skriftstørrelse 12, standardmarginer og 1½ linjeafstand. Se Opbygning af opgaven.
DHO-grupperne er på 3 elever og sammensættes af lærerne.
I historie arbejdes der med dels baggrundsmateriale, dels kilder, mens man i dansk skelner mellem primære og sekundære tekster. Fotos /malerier/film m.m. kan indgå både som tekster og kilder - i begge fag.
Opgaven har 20 timers fordybelsestid og oprettes centralt som en eksamensopgave af kontoret.
Hver lærer tilbyder 4 modulers vejledning i løbet af skrivedagene torsdag og fredag – de er begge til stede i noget af vejledningen.
Efter aflevering af opgaven skal du lave en mundtlig præsentation af jeres afleverede opgave. Det mundtlige forsvar af opgaven finder sted nogle uger efter aflevering, og der er afsat i alt 30 minutter pr. gruppe. Det foregår i grupperne med begge lærere. Der er ca. 15 min. til gruppefremlæggelserne og dernæst ca. 15 min. samtale og feedforward. Dit mundtlige oplæg kan indeholde:
Resultater: Overordnet besvarelse af jeres opgaveformulering - hvad fandt I frem til?
Metode: Hvordan gjorde I? Hvordan analyserede I teksten, filmen eller lignende? Hvilke overvejelser gjorde I om valg af materiale?
Diskussion: Inddrag pointer fra redegørelse og analysen.
Der gives som udgangspunkt én karakter til gruppen, der en samlet karakter for både opgave og fremlæggelse.
Læreren giver skriftlig feedback af formalia og mundtlig feedforward af indhold og metode.
Du udfylder elevportfolioen efter DHO-oplægget: Gå ind under fanen "SRP-portfolio" under dine egne noter i OneNote for faget dansk. Skriv nu lidt om refleksioner og erfaringer fra SRP-forløbet, så du kan huske det og lære af det til næste gang: Fx Hvad har jeg arbejdet med i forløbet? Hvad har jeg lært? Hvad skal jeg øve mig på fremadrettet?
I dette DHO-forløb, FF3, er der fokus på opgaveskrivning - fra besvarelse af opgaveformulering til den færdige opgave. Videnskabsteori- og metode i dette forløb har koncentreret sig om at præsentere dansk- og historiefagets metoder, samt om brugen af din metodebrug i DHO-opgaven.
Dette FF3-forløb i DHO, står på skuldrene af:
FF1: Politisk Forum, hvor du blev præsenteret for din første tværfaglige opgave samt det mundtlige oplæg, og hvor du videnskabsteoretisk blev præsenteret til de tre store fakulteter: Naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab.
FF2-DHO peger fremad mod FF3-Faglig Formidling samt særligt SRO i 2.g og SRP-opgaven i 3.g, hvor du netop skal lave en opgave og forsvare den mundtligt med brug af viden og metoder fra flere fag.
Den videnskabelige basismodel
Humaniora - viden om dette fakultet
Den videnskabelige basismodel ved Torben Benoni https://www.youtube.com/watch?v=mO_J-zwqIsQ
Restudys film om Humaniora https://restudy.dk/#/lektion/731-SRP/75860708 (brug dit unilogin)
Eksempel på en god DHO om emnet Besættelsestiden