Du kan skrive på forskellige måder om en undersøgelse. Hvis du gengiver en teksts pointer, skriver du en redegørelse, hvis du undersøger fx dens komposition eller sprog, skriver du en analyse, og hvis du tager stilling til, om den når sin målgruppe, skriver du en vurdering. Disse måder at skrive på kaldes skrivehandlinger.
Du møder skrivehandlinger i alle dine fag. I de tre store opgaver DHO, SRO og SRP møder du skrivehandlingerne i opgaveformuleringerne. Den typiske opgaveformulering indeholder en redegørende, analyserende og diskuterende del. Delene afspejler samtidigt de såkaldte taksonomiske niveauer, der er en trappe af stadigt sværere læringsmål fra at kunne huske, forstå og redegøre til at kunne anvende, skabe og perspektivere.
Du skal træne skrivehandlingerne. Kan du udføre dem rigtigt, kan du skrive en god opgave.