I denne artikel skal du undersøge og reflektere over et danskfagligt emne eller spørgsmål. At reflektere vil sige at tænke, overveje og undre sig, og målet med artiklen er dels at formidle denne refleksion, dels at få læseren til at reflektere sammen med dig. Det med at få læseren til at tænke sammen med dig kaldes at skrive dialogisk. Din skriveproces skal være en tankeproces, hvor du bliver gradvist klogere på dit emne sammen med læseren. Der er en hovetekst, som belyser emnet og nogle eksempler, som du skal inddrage. Der kan også være flere korte tekster med nye vinkler – en tekst kan være skreven, men det kan også være levende billeder, radioklip, billeder, tekster fra nettet og hybrider.
Du skal altid følge opgaveformuleringens tematiske vinkel og fokuspunkter, og derudover skal du…
PRÆSENTATION… at indlede 1 ½ side
Indled med et relevant eksempel. Kæl for åbningssætningen.
Brug eksemplet til at vinkle din artikel og til at forberede de overvejelser, din artikel kommer til at gå i dybden med.
Vær dig selv i din sprogtone. Din læser skal fornemme, at der er et tænkende og sansende jeg bag ordene. Forsøg at bruge stilistiske og sproglige virkemidler (metafor, sammenligning, besjæling, anafor, triade, apostrofe, retorisk spørgsmål, allitteration, ordspil).
Brug den tilknyttede hovedtekst som en løftestang til at hæve dig over emnet og eksemplerne. Træk ca. 3 centrale citater frem, som du kan bruge i dine egne refleksioner. Præsentér hovedteksten, så det er synligt for læseren, at det er dens vinkel på emnet, der tages afsæt i.
FØRSTE EKSEMPEL … at analysere og reflektere (=bevæge sig fra konkret til abstrakt) 1 side
Beskriv et eksempel (gerne et fra opgaven), der gør os klogere på emnet. Eksemplet skal konkretisere og illustrere din artikels vinkel, og du må gerne bruge illustrationer og skærmbilleder, hvis det gavner din formidling. Du må gerne bruge flere eksempler, men kun gå i dybden med ét.
Nævn de vigtigste analyseelementer i eksemplet. Du kan bruge formuleringer som…
"Det første, der springer i øjnene, er den brudte syntaks. Sproget går bogstavelig talt i opløsning …"
"Her sker der et markant skift: Fra at have set virkeligheden fremstillet på en realistisk og genkendelig måde, gennemsyres beskrivelsen nu af symboler og næsten uforståelige metaforer …"
"Filmen leger med vores virkelighedsopfattelse ved at blande klassiske autenticitetsmarkører med skæve kameravinkler og hurtig klipning …"
Reflekter over eksemplet – det vil sige, at du skal overveje, hvad vi kan lære af eksemplet, og hvordan det bringer os videre i tankeprocessen. OG du skal bevæge dig fra det konkrete eksempel til abstrakte overvejelser og tilbage igen. Et retorisk spørgsmål er en god bro fra konkret til abstrakt. Du kan bruge formuleringer som…
"Dette eksempel rykker helt afgørende ved vores opfattelse af …"
"Vi ser altså, at der er en tydelig sammenhæng mellem …"
"Det bringer os et skridt videre …"
"Denne formulering rammer læseren som en knytnæve …"
"Jeg fik denne fortælling læst højt, når jeg skulle sove. Dengang rørte den mig meget dybt – det gør den også nu, hvor jeg læser den med et voksent blik …"
Brug fagtermer fra dansk og andre fag. Du kan bruge formuleringer som…
"Det er oplagt at koble digtets undergangsstemning til religiøse apokalypser som Johannes' Åbenbaring …"
"Lige her er vi vidner til et radikalt brud med romantikkens opfattelse af …"
"Det slår mig, at netop denne salme optræder i Ole Bornedals tv-serie Charlot og Charlotte …"
ANDET EKSEMPEL 1 side
(Gør det samme som i FØRSTE EKSEMPEL)
AFRUNDING… at afslutte ½ side
Din artikel afspejler en erkendelsesproces. Du har skrevet dig klogere undervejs.
Giv læseren en fornemmelse af, hvad der er sket med dig undervejs.
Inviter læseren ind i din tankeverden, mens den bliver til – det er dialogisk skrivning.
TITEL X
Skriv en reflekterende artikel, hvor du undersøger [emne] I din artikel skal du inddrage [tekst]. I din undersøgelse skal du særligt fokusere på [fokuspunkt]:
at reflektere over… Inddrag et eller flere synspunkter fra… du kan fx komme ind på…
at inddrage enten… eller… som eksempel på…
at skrive dialogisk og reflekterende med en personlig stemme, der forholder sig til både emnet og til din egen tanke- og skriveproces.
[Første bullet handler om viden. Eleven bliver givet flere vinkler på emnet. Det giver eleven idéer, der kan hjælpe refleksionen. Anden bullet handler om analyse. Eleven skal inddrage relevante analytiske pointer fra teksterne. Eleven skal ikke udarbejde en færdig analyse og fortolkning, men inddrage en tekst som et eksempel og en konkretisering. Tredje bullet handler om skriftlig fremstilling. ”Dialogisk og reflekterende” betyder at inddrage læseren i både tanke- og skriveprocessen. Eleven kan evt. forestille sig en anden skrivesituation end idrætshallen for at vise læseren nye vinkler af emnet. Eleven skal anvende en personlig stemme.]
Omfang af din artikel: tre-fire normalsider á 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)
Til at hjælpe dig med at strukturere din reflekterende artikel kan du anvende refleksionscirkelen.
(Af Sune Weile: https://suneweile.wordpress.com/skriftlighed-i-dansk/eksamensgenrerne/om-at-skrive-et-essay/)
Eksempel DØDEN SOM SKØNLITTERÆRT MOTIV
Skriv en reflekterende artikel, hvor du undersøger døden som skønlitterært motiv. I din artikel skal du inddrage "Døden i litteraturen" samt enten Den lille Pige med Svovlstikkerne eller Aftensol.
I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:
at reflektere over litteratur og kunst, der har døden som motiv. Inddrag en eller flere af de vinkler på emnet, der anlægges i Døden i litteraturen. Du kan fx komme ind på, hvorfor døden har så fremtrædende en plads i litteratur og kunst, hvorfor vi har et behov for at læse om døden, eller hvilken rolle litteraturen spiller i forhold til menneskets erkendelse af sin egen dødelighed
at inddrage enten Den lille Pige med Svovlstikkerne eller Aftensol som eksempel på, hvordan døden har været brugt som litterært motiv. Du må gerne inddrage flere eksempler, fx fra musikkens eller malerkunstens verden (som eksempler og til inspiration: Mejslet i massiv granit og Udslidt)
at skrive dialogisk og reflekterende med en personlig stemme, der forholder sig til både emnet og til din egen tanke- og skriveproces.
Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum).
Eksempel KUNST OG LITTERATUR, DER UDFORDRER GRÆNSER
Skriv en reflekterende artikel, hvor du undersøger kunst og litteratur, der udfordrer grænser. I din artikel skal du inddrage Frihed er det bedste guld (tekst 5a) samt enten maleriet Thérèse dreaming (tekst 5b) eller BORDELPIGE DRÆBER UFØDT (tekst 5c). I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:
at reflektere over kunst og litteratur, der udfordrer og har udfordret grænser. Inddrag et eller flere synspunkter fra Frihed er det bedste guld (tekst 5a). Du kan fx komme ind på kunstens rolle i samfundet og for den enkelte, ytringsfrihed, etik, normer, censur og selvcensur
at inddrage enten maleriet af Thérèse dreaming (tekst 5b) eller BORDELPIGE DRÆBER UFØDT (tekst 5c) som eksempel på, hvordan kunst eller litteratur kan udfordre grænser
at skrive dialogisk og reflekterende med en personlig stemme, der forholder sig til både emnet og til din egen tanke- og skriveproces.
Omfang af din artikel: tre-fire normalsider á 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum).