Humaniora

Det humanistiske genstandfelt

I de humanistiske fag arbejder vi med kultur og sprog - med tekster i bred forstand. En tekst kan fx være et pressefoto, et tweet eller en roman. I dagligdagen kan vi se på et pressefoto fra weekendens sportskamp, følge med på en politikers Twitter-profil eller have en god roman liggende ved sengen. Humanioras genstandsfelt – teksterne – findes altså både i skolen og i dagligdagen. Forskellen ligger i, hvordan vi møder dem. I dagligdagen fungerer tekster som information og underholdning, og i skolen er de objekter vi undersøger videnskabeligt. Vi arbejder videnskabeligt for at skabe viden. Tekster kan nemlig give os viden om det menneskelige, om hvordan mennesker agerer, tænker og udvikler sig, og om hvordan de kommer overens med de store almenmenneskelige spørgsmål om liv, død, identitet, tab og kærlighed.

Viden skabes gennem videnskab – altså gennem systematiske metoder. Det er således ikke viden at sige: ”Jeg føler ligesom, at pigen bliver lidt ked af det.” Men det er viden at sige: ”Hovedpersonen bliver knust, da hun hører, at den mand, hun elsker, har giftet sig med en anden. I teksten står der: ”Emma spildte lidt af sin vin, da hun skulle klinke; og hun og Antonie blev ikke længe. De gik stille hjemad, ved siden af hinanden, uden at tale. Men da de nåede korsvejen, hvor gærdet skjulte dem, satte Emma sig ned på en sten ved vejen og hulkede sagte.” (Herman Bang Den sidste Balkjole 1887). Forskellen på de to udsagn er præcision og dokumentationen i form af en fagterm som ”hovedperson” og et tekstnedslag. For at kunne diskutere og etablere viden skal den være præcis og dokumenteret – metodisk.

Metoder er forskellige ruter

Metode kommer af oldgræsk. Meta / meta kan betyde ”hen til”, og odos / odos betyder ”vej”. En metode er altså en vej hen til noget. Der er forskellige metoder i humaniora, som dækker perspektiverne litteratur, sprog og medier. Inden for medier er der metoder som filmanalyse, artikelanalyse og billedanalyse. Inden for sprog findes retorik, diskurs og sproghandlinger. Der er mange metoder inden for litteratur fx biografisme, nykritik og socialhistorie. Metoderne udgør forskellige veje hen til teksterne. Vi får øje på forskellige elementer i teksten afhængig af, om vi går ad den biografiske eller den nykritiske vej, ligesom vi ser forskellige ting på vores rute til fx Rundetårn afhængig af, om vi går ad Krystalgade eller Store Kannikestræde. Men metoderne har præcision og dokumentation tilfælles, og derfor er de alle videnskabelige og kan bruges til at skabe viden. Metoderne sikrer, at forskere (og elever) ikke vildledes af egne holdninger og erfaringer i arbejdet med teksterne, men går systematisk til værks, så fortolkningerne bliver videnskabelige.

Valg af metode afhænger af teksten og formålet med analysen. Et eventyr af H.C. Andersen lægger gerne op til den biografiske metode, fordi Andersen skrev dagbøger og brugte sine erfaringer i sine tekster, mens et modernistisk digt skal læses nykritisk, fordi det ofte vil sige noget om sprog og æstetik og ikke om forfatteren. Hvis man arbejder tværfagligt i fx dansk og samfundsfag vil den socialhistoriske metode være relevant, fordi den sætter teksten i forhold til periode og samfund. I praksis blander vi ofte metoderne i dansktimerne og medtager fx lidt om perioden (socialhistorisk), lidt om komposition og fortæller (nykritisk) og lidt om forfatteren (biografisk), men i SRP-sammenhæng, hvor vi træner at arbejde videnskabeligt, holder vi metoderne adskilt, så vi kan vurdere fordele og ulemper ved dem og reflektere over de teorier om forholdet mellem sprog og verden, som de er rundet af. Disse teorier kaldes videnskabsteori.

Hermeneutik er teorien om, hvordan vi forstår

Humanioras udfordring er, at dets resultater ikke er målbare og universelle på samme måde som naturvidenskabens resultater. Grundstofferne reagerer på samme måde i dag, som de gjorde for 3 milliarder år siden, men i dag læser vi ikke Iliaden på samme måde som en græker gjorde for 2000 år siden - ikke engang på samme måde som en dansker gjorde for bare 50 år siden. Målet med humanistiske undersøgelser er at FORSTÅ tekster, men den der skal forstå kan ikke være "universel", fordi det jo er et menneske knyttet til en tid og et sted. Alligevel kan humanistiske resultater være videnskabelige, hvis forskeren er bevidst om betingelserne for forståelse. Denne indsigt kaldes hermeneutik. Ordet kommer fra den græske budbringergud, Hermes, der bringer meddelelser fra guderne til menneskene, ligesom tekster bringer meddelelser fra afsender til modtager.

Hermeneutik er altså teorien om forståelse, og idéen er, at forståelse bliver til i en vekslen mellem forståelse af en teksts del og dens helhed. Inden vi går i gang med at læse en tekst, ved vi allerede noget om teksten, genren eller forfatteren eller i det mindste noget om tekster generelt. Det kan slet ikke være anderledes. Det er vores første helhed. Så læser vi en del fx titlen og forstår nu helheden anderledes. Siden læser vi endnu en del fx første kapitel og forstår igen helheden på en ny måde. Forståelse bliver altså til i en cirkel fra del til helhed og tilbage igen.

Hermenutikkens vigtigste skikkelse er den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002). Gadamer siger, at det ikke bare er tekster, vi forstår i en "hermeneutisk cirkel" - det er hele livet. Vi møder nødvendigvis alting med forforståelse knyttet til vores tid og sted. Vores forforståelse kan ændres gennem erfaring, men den afgør samtidigt, hvad det er, vi erfarer - hvordan vi tager de ting ind, vi møder. Gadamer kritiserer idealet om objektivitet, fordi han mener, at vi kun kan forstå en sag, som vi er interesserede i. At forstå en tekst handler altså ikke om at afdække forfatterens intention eller finde en anden "objektiv mening" - det er et møde mellem to forståelseshorisonter, ideelt set en "horisontsammensmeltning".

Det afgørende for, at det forskeren forstår er videnskabeligt, er altså, at hun er bevidst om sin forforståelse og ægte interesseret i at forstå teksten.

Af Sanne Zillo Rokamp, 2021