Billedanalyse kan bruges til …

Alle typer af kunst og journalistisk billedmateriale fx maleri, skulptur, pressefoto og reklamebillede.

Teori

Man siger, at ”et billede siger mere end 1000 ord”. Og der er noget om snakken. Et billede er på sin vis et bombardement af meddelelser, som vi ikke – ligesom i en novelle eller roman – får langsomt, efterhånden som vi læser os igennem en teksten, men i ét og samme intense øjeblik vores øjne møder billedet. Synssansen er blevet vores vigtigste sans, men det har den ikke altid været. I Middelalderen må vi forestille os, at lugtesansen, høresansen og følesansen har betydet mere, fordi lugte har været mere markante, folk og dyr har boet tættere, og kunst og litteratur har været for de få. Men i dag orienterer vi os først og fremmest med vores øjne på skærme og i trykte medier. Kunst og reklamer findes overalt og slås om vores opmærksomhed – vores blik. Ligesom vi har brug for at kunne afkode litterære og sproglige virkemidler, er det derfor vigtigt for vores oplysning, dannelse og kritiske sans, at vi kan afkode visuelle virkemidler.

En særlig plads i teorien om billeder indtager det kompositoriske princip kaldet ”Det gyldne snit”. Det har interesseret både kunstnere og filosoffer siden Antikken, fordi det siges at besidde en universel skønhed og harmoni. Ifølge antik overlevering vandrede den græske filosof Eúdoxos rundt blandt folk med en træstav i hånden. Han bad tilfældige mennesker om at markere det sted på staven, hvor de ville finde den skønneste opdeling af staven i to stykker. Folk markerede ikke stokkens midtpunkt, men netop det gyldne snit. Andre filosoffer som Platon, Euklid og Pythagoras identificerede det gyldne snit som et centralt kompositorisk princip i verdensordenen, som man både kan finde i planter, musik, malerier, arkitektur – og endda i menneskets anatomi! Platon konkluderede derfor, at det gyldne snit er et guddommeligt princip i universet. Det gyldne snit spiller en vigtig rolle i billedkomposition fra barokkens portrætmalerier til dagens pressefotos. (Kilde: Wikipedia)

Indenfor kunsthistorie taler man om forskellige ”strategier” en kunstner kan have, når hun gengiver sit motiv.

• Med den naturalistiske strategi vil en kunster gengive motivet, så det ligner mest muligt. Hun vil følge reglerne for rumillusion og perspektiv og vise kroppens anatomi korrekt. En teknik dygtig kunstner kan få et maleri til at ligne et fotografi, hvilket kan være æstetisk meget tilfredsstillende, og strategien har i lange perioder været en mest anerkendte. Fx portrætmalere og impressionister.

• Med en abstrakt stategi ligner motivet ingenting eller næsten ingenting. Her leger kunstneren med farver, former og linjer og udfordrer sin beskuer til at tænke sig om. Abstrakte værker kan virke provokerende og tankevækkende. Fx Asger Jorn eller Pablo Picasso.

• Vælger kunstneren en ekspessiv strategi, ønsker hun at udtrykke følelser og stemning i sit motiv. Motivet kan godt have genkendelighed, men der er skruet op for farvekontraster, markante konturlinjer eller penselstrøg. Ekspressive værker vækker følelser – sommetider rigtig stærke følelser – hos beskueren. Fx Edvard Munch eller Vincent van Gogh.

• En dekorativ strategi går ikke op i motivets naturalistiske gengivelse, men søger at forenkle det ved at betone linjer og mønstre. Dekorativ kunst er som navnet siger noget, mennesker opfatter som harmonisk og behageligt. Fx vikingekunst og jugendstil.

• Endelig er der den karakteriserende strategi, som søger at fremhæve de vigtigste ting ved motivet på én gang fx ved at vise flere vinkler af en krop på samme flade uden at tænke på proportioner eller perspektiv. Karakteriserende kunst kan virke lidt naiv som en børnetegning, men det er samtidigt meget sigende.

En kunstner kan sagtens bruge flere strategier – der findes mange muligheder. (Kilde: Katrine Charlotte Busk, ”Billedkunstbogen”, Columbus (2019))

Metode

Der findes to typer billedanalyse: Formalistisk billedanalyse, der undersøger billedet form ved at se på komposition, rum, perspektiv, linjer, lys og farver, og betydningsanalyse, som undersøger billedets indhold. Der er forskellige typer betydningsanalyse.

Den ældste er IKONOGRAFISK analyse. Det kommer af det græsk eikon / billede og logi / lære og går helt tilbage til renæssancen og den italienske Cesare Ripas (1555-1622) bog Iconologia (1593). Ripa mathcede en masse begreber såsom ”Løgn”, ”Lidenskab”, ”Dyd” osv. med allegoriske skikkelser, som han fandt enten i Biblen eller i den antikke litteratur. En kvinde med bind for øjnene og en vægt i hændernen bliver således et ikon for retfærdighed. er og fandt om allegoriske figurer og deres attributter. En ikonografisk analyse ser altså på et billedes eller en skulpturs motiv for at identificere religiøse eller mytologiske figurer og scener.

En SOCIALHISTORISK analyse siger noget om, hvad billedet har været brugt til, og hvordan folk har opfattet det. Socialhistorie er historiesvidenskab, der har særligt fokus på at se et værk i forhold til samfundet og dets struktur. Metoden udvikles i 1800-tallet og centrale skikkelser er her den engelske historiker John Richard Green (1837-1883) og den tyske filosof Karl Marx (1818-1883). Marx’ teori går ud på, at samfundet består af basis (produktionsmåden) og overbygning (tænkemåden). De to påvirker hinanden – det betyder, at vores ideologi og overbevisning former samfundets indretning og omvendt. John Richard Greens ”A Short History of the English People” fra 1874 er mindre analytisk og kritisk end Marx og har et mere romantisk (jævnfør perioden) syn på ”Folket”, men har dog fortsat et fokus på samspillet mellem historiens og samfundets udvikling. (Kilde: Katrine Charlotte Busk, ”Billedkunstbogen”, Columbus (2019))

Analysemodel billede (maleri og foto)

Hvad?

• PRÆSENTATION (titel, maler/fotograf, kunsttype (billede, collage, foto, skulptur m.fl.), størrelse, materiale og evt. teknik

• MOTIV (situation, personer, attributter)

Hvordan?

• KOMPOSITION (forgrund, mellemgrund, baggrund & vandrette, lodrette og diagonale linjer)

• RUM (farve- eller central-perspektiv, overlapning, repoussoir eller skyggelægning)

• SYNSVINKEL (normal-, frø- eller fugleperspektiv)

• LYS (belysningslys med slagskygge eller egenskygge; clairobscur lys, symbolsk lys eller impressionistisk lys)

• FARVER (varme eller kolde farver, farveharmoni eller komplementærkontrast)

• PERSPEKTIVERING (perspektivering og intertekstualitet)

Hvorfor?

• TEMA (fx identitet, eksistens, kærlighed eller tab)

Af Sanne Zillo Rokamp, 2021