Nykritisk analyse kan bruges til...

Lyriske tekster (digte og sange), fordi det poetiske sprog er fortættet og bundet, og nykritikkens force netop er lydhørheden over for det sproglige.

Teori

Efter urbaniseringen opstår i begyndelsen af 1900-tallet en ny litteratur kaldet modernisme. Modernistiske digtere eksperimenterer med litteraturens form og indhold og skriver ikke nødvendigvis om egne erfaringer, og biografismen kommer derfor til kort. Der er brug for en ny metode, og nykritik (new criticism) opstår i USA, hvor fra den kommer til Europa. Nykritikken anser et værk for at være autonomt (selvgyldigt). Det skal åbnes ved nærlæsning (close-reading) og ikke læses som et eksempel på noget andet fx forfatterens liv (biografisk metode), samfundsforhold (socialhistorisk metode) eller påvirkning fra andre forfattere (komparativ metode).

Nykritik hænger sammen med schweizeren Ferdinand de Saussures sprogteori kaldet strukturel lingvistik. Saussure ser sproget som et lukket system. Man kunne tro, at sproget beskriver verden – at der findes noget sanseligt fx en , som sproget beskriver med ordet ”hest”. Men forholdet mellem det sanselige og det sproglige er fuldstændig tilfældigt (arbitrært). Det sanselige kan lige så godt kaldes ”cheval” eller ”Pferd”, og ordet ”hest” er et sprogligt udtryk, der får sin betydning fra andre udtryk, det er forskelligt fra fx ”pattedyr” eller ”æsel”. Et sprogligt tegn hedder signe, og det består af et udtryk, signifiant, der er lyden og skriften, og et indhold, signifié, som er tanken og forestillingen. Men både udtrykket og indholdet bestemmes af deres relationer i det sproglige system altså af grammatik og semantik ikke af forholdet til referencen, som jo bare er tilfældig. En teksts mening ligger således ikke i ordene, men i deres forhold til hinanden.

Med afsæt i Saussures teori om sproget som et system af tegn siger nykritikken, at en tekst er autonom. Det vil sige, at den er selvberoende. Den er sit eget tegn – en helhed af udtryk og indhold. Den skal derfor ikke forstås ud fra referencer såsom forfatter eller historisk periode (de er jo arbitrære), men ud fra sig selv som et system af sprog. Nykritikkeren vil ved at nærlæse tekstens lag af lyd, syntaks og semantik afdække dens spændingsfyldte betydninger. Teksten er ikke primært en beskrivelse af verden, men en sproglig handling, der formidler en kompleks erfaring. Ifølge nykritikken er litteratur altså en erkendeform, der står ved siden af videnskaben og udgør en sammensat totaloplevelse

Metode

Litteratur er kunst ligesom malerkunst, billedhuggerkunst og musik. Forfatterens materiale er sproget, som han kan modellere og flytte rundt med. Men skriveprocessen har sine egne love, og det er en klassisk erfaring for forfattere, at teksten ”skriver sig selv”. I gamle dage kaldte man dette ånden eller musen, nykritikkerne forstår det som en erfaring af, at litteratur er erkendelse. I kunsten er erkendelse en slags genkendelse. For nykritikken er en tekst et udsagn om almenmenneskelige, eksistentielle grundvilkår. Læseren har først forstået teksten, når hun har læst den som almengyldig.

Den nykritiske metodes nærlæsning kan systematiseres med den såkaldte ”lagkagemodel”, der fører læseren gennem tekstens lag til et almengyldigt udsagn. Nykritikken er ikke interesseret i stilanalyse, som når man fx karakteriserer Herman Bangs tekster som impressionisme eller Ernest Hemingways som minimalisme, men den vil gerne undersøge tekstens lydlige og visuelle elementer og deres samspil med betydningselementerne, hvilket også er en måde at beskrive fx et digts metrik og genre.

Metodens svaghed er, at den er svær at bruge, fordi den forudsætter stor følsomhed over for sprog og litteratur. En nykritisk læsning vil således også – selvom den stræber efter objektivitet – være subjektiv, idet den styres af læserens viden. Metodens styrke er dens lydhørhed over for teksten. Fordi den ikke leder efter nøgler uden for teksten, er den meget loyal over for teksten selv.

Nykritisk analyse

1. DET LYDLIGE LAG: Hvilken rytme og klang har teksten, når den læses op?

2. DET SPROGLIGE LAG: Hvordan er syntaksen (sætningsopbygningen)? Hvordan bruges konjunktionerne (”og” og ”men”) og pronominerne (fx jeg, vi, de, man)? Er der gentagelser, som giver emfase (betoning)? Er der særligt mange adjektiver, verber eller substantiver? Er der stilfigurer (fx metaforer eller sammenligning)?

3. DET FORTÆLLEMÆSSIGE LAG: Hvilken fortæller og synsvinkel er der? (I epik kaldes det en fortæller; i lyrik jeget og evt. duet). Hvilken komposition er der? Hvordan bruges fremstillingsformerne (beskrivelse, beretning, tanke/tale og kommentarer)? Hvilken genre er teksten?

4. PLANSTRUKTURLAGET Hvad sker der på realplanet (det der sker i virkeligheden fx en elskovsakt) og billedplanet (billedet på det der sker fx en tur i en blomstrende have)? Er der intertekstualitet?

5. STORELEMENTERNES LAG: Hvad er temaet?

6. DET ALMENGYLDIGE LAG: Hvad er tekstens værdier og budskab?

Af Sanne Zillo Rokamp, 2021