Biografisk analyse kan bruges til...

Tekster, der selv lægger op til at læses biografisk ved at indeholde elementer, der tydeligvis peger på forfatterens liv. H.C. Andersens tekster gør dette, men også moderne såkaldt autofiktion lægger op til denne læsning.

Teori

På oldgræsk betyder bios / bios ”liv” og grafe / grafh ”tekst”. Biografisme er altså at læse tekst ud fra et levet liv – at sammenligne en forfatters liv og værk. Metoden opstår i Romantikken i 1800-tallet på baggrund af teorierne kaldet organismetanken og positivismen og af den nye videnskab psykologien.

I slutningen af 1700-tallet skriver den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), at virkeligheden består af to lag. ”Das Ding für uns" er det relative lag i tid og rum, der er tilgængelig for os gennem vores sanser og forståelse. ”Das Ding an sich” er det absolutte lag i sig selv, som vi aldrig kan erkende, fordi det er uden for tid og rum. Kant skaber altså en kløft mellem disse to lag af virkeligheden, og han mener ikke, at mennesket kan erkende verden i sig selv, som den egentlig er!

Filosofferne efter Kant forsøger at bygge bro mellem lagene. Schelling (1775-1854) mener, at universet er én stor organisme, der gennemstrømmes af en kraft kaldet ånden. Han siger, at naturen er synlig ånd og ånden usynlig natur, og dermed er der ingen kløft. Schelling mener dog, at ånden har forskellige niveauer af bevidsthed i forskellige ting: ånden „slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket“. Det højeste niveau af ånd har kunstneren, der er et ”geni”, som kan ane ånden og erkende den i sin kunst. Hermed får kunstnere altså en særlig status, og grundlaget for at undersøge forholdet mellem forfatterens værk og hans liv er lagt.

Den franske kritiker og litteraturforsker Charles-Augustin Sainte-Beuve (1804-1869) gør digterportrættet (forfatterens biografi) til en central genre. Han forsøger at gå bag om teksten til dens årsager i forfatterens psyke og samtid, fordi han ser litteraturen som det "psykologiske Studium af den menneskelige Karakter". Sainte-Beuve har dermed afsæt i romantikernes geni-tanke, men han møder også den anden store teori i 1800-tallet, nemlig positivismen. Positivismen er et ideal for videnskaben om kun at arbejde med genstande, der kan måles og vejes, det vil sige er "positive" eller "givne”, og som der kan opstilles kausale forklaringsmodeller for. Idealet er nemmest at nå

for naturvidenskabelige fag som biologi og fysik, men Sainte-Beuve forsøger med sit digterportræt at gøre studiet af litteratur til en eksakt videnskab. Portrættet gør det muligt at studere relationerne mellem værk og forfatter og finde årsagsforklaringer mellem dem. Forfatterens biografi er på den måde den mekaniske årsag til hans tekster.

Metode

I 1879 åbner ”Psykologisk Institut” på Universitetet i Leipzig. Interessen for at forstå menneskets sind og dets forhold til biologien og samfundet er meget gammel. Den oldgræske filosof Aristoteles’ skrift Om Sjælen fra 350 f.Kr. er et eksempel på dette, men først i slutningen af 1800-tallet bliver det en selvstændig og indflydelsesrig videnskab. Biografismen som metode har afsæt i teorierne om organismetanken og positivismen, og med psykologiens kortlægning af sindet kan metoden vise årsagssammenhængene mellem forfatterens liv og værk.

Den danske litteraturkritiker Georg Brandes var inspireret af Saint-Beuve og skrev en række digterportrætter i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Han sammenlignede ikke blot liv med værk, men også værk med liv. Vi går fra liv til værk, når vi åbner H.C. Andersens digte med viden om hans ulykkelige kærlighedsforhold. Men vi går fra værk til liv, når vi forstår, at han så sit talent som en medfødt gave, der kunne overvinde fattigdom og ringe byrd ud fra en læsning af eventyret Den Grimme Ælling. Når man bruger den biografiske metode, kan man gå begge veje.

For at kunne arbejde biografisk skal man have adgang til sikre biografiske oplysninger om forfatteren i form af forfatterportrætter fx fra forfatterweb.dk baseret på erindringer, breve og dagbøger. Man skal desuden have styr på kronologien, så man ikke læser en begivenhed ind i en tekst, der først er sket efter, at den er skrevet. Endelig skal man have blik for psykologiske love for at kunne forbinde værk og liv.

Metodens svaghed er, at en del tekster ikke indeholder elementer fra en forfatters liv, at der er mange – særligt ældre forfattere – som vi ikke ved meget om og endelig, at det er nemt at fejlslutte fra en hændelse til en tekst. Styrken er den åbenlyse, at vi som læsere altid er nysgerrige efter at kende et værks ophav.

Biografisk analyse

1. Er der steder i teksten, som refererer til forfatterens liv?

2. Er der hændelser og værdier i teksten, som passer til forfatterens liv?

3. Hvordan oplevede forfatteren det tema, teksten handler om?

4. Har forfatteren en tendens til at skrive om det samme tema?

5. Kan en af tekstens personer symbolisere forfatteren?

6. Hvordan er værket blevet til?

Af Sanne Zillo Rokamp, 2021