Sproghandlingsanalyse kan bruges til…

Sproghandlingsanalyse kan bruges til alt, der indeholder sprog, men det er mest oplagt at anvende til kommunikation mellem flere personer fx samtaler, kommentarspor, sms'er, replikker i film osv.

Teori

J. L. Austins talehandlinger

Indtil midt i det tyvende århundrede opfattes sprog som noget, der refererer til virkeligheden. Tanken er, at virkeligheden findes, og at sproget kan beskrive den. Men lingvister (forskere der arbejder med sprog ”lingua” på latin) og filosoffer ser nu, at sproget er med til at skabe virkeligheden. Virkeligheden er ikke en objektiv størrelse – mennesker oplever den forskelligt afhængig af dens sproglige dragt. Den engelske sprogfilosof John Langshaw Austin (1911-1960) er en af disse forskere. I ”How to do things with words” fra 1962 fremlægger han teorien om talehandlinger (engelsk ”speech act”), som vi i dag mere præcist betegner sproghandlinger. Udsagn er ikke bare en reference til virkeligheden. Hvis man fx siger ”der er meget mudret i den del af skoven”, er det også en advarsel eller måske en opfordring til at gå en anden vej. Det er altså en HANDLING. Selv hvis man bare siger ”Stockholm er hovedstaden i Sverige” er det faktisk en handling, fordi man ændrer sin egen eller andres geografiske viden.

Sprogopfattelsen før Austin, som også kaldes den logisk positivistiske, går op i, om et udsagn er meningsfuldt og dermed kan kaldes enten sandt eller falsk, men Austin gør op med dette og viser, at der findes udsagn, som hverken kan kaldes sande eller falske. Hvis en skipper slår en champagneflaske mod en skibsstavn og siger: ”Jeg døber dig Molly” er det meningsfuldt, men hverken sandt eller falsk. I første omgang forsøger Austin at underinddele udsagn i performativer (en klar handling som fx ”jeg døber dig” og konstativer (en konstatering som fx ”Stockholm er hovedstaden”), men han indser siden, at alle udsagn faktisk er handlinger. Austin spørger ikke, om et udsagn er sandt eller falsk, men om det er vellykket.

H. P. Grices kooperationsprincip

Austins elev Herbert Paul Grice bygger videre på sproghandlingsteorien. Han forelæser om sine idéer i 1960erne, men udgiver først sit værk "Studies in the Way of Words" i 1989. Grice interesserer sig for begrebet ”mening” og sondrer mellem den konkrete mening (sentence meaning) og den intenderede mening (utterer's meaning). Forestil dig, at din mor spørger dig: ”Kan du nå kagedåsen oven på skabet?”. Straks strækker du dig, løfter dåsen ned og giver den til din mor, der siger ”tak min skat”. Hun spurgte faktisk ikke, om du ville række hende dåsen (sentence meaning), men om du kunne nå den. Når du alligevel tog den til hende (utterer's meaning), skyldes det, at du overholder kooperationsprincippet. Det betyder, at mennesker forsøger at samarbejde med hinanden, når de kommunikerer ved at overholde nogle maximer. Grices samtale-maximer eller kooperationsprincippet er:

1. Kvantitetsmaximen: Sig det nødvendige i forhold til samtalens formål – hverken for lidt eller for meget.

2. Kvalitetsmaximen: Sig kun det, du mener er sandt og har belæg for.

3. Relevansmaximen: Vær relevant.

4. Mådesmaximen: Udtryk dig kort, klart og ordnet.

5. (Høflighedsmaximen: (Price antyder, at der bør være et femte maxime) Vær respektfuld og høflig.)

Når maximerne brydes, bryder samtalen sammen eller ender i misforståelse. Hvis vi skal sige noget, vi ikke bryder os om, eller som vi ved kan såre vores samtalepartner, kan det være svært at overholde maximerne. Men i de fleste samtaler søger vi at skabe en god relation til hinanden og undgår at lyve eller fornærme.

E. Goffmans facework

De fleste samtaler medvirker til at understøtte vores forhold til hinanden. Derfor samarbejder vi om at opretholde gode relationer i samtalen. Vi vil normalt gerne undgå at true eller nedgøre vores samtalepartner. I stedet forsøger vi at bekræfte, rose og anerkende hinanden. Vi gør det, fordi vi ønsker at være en accepteret del af flokken. Den canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982) mener, at samtaler er en slags rollespil. I bogen "The Presentation of Self in Everyday Life" fra 1956 ser han vores personlighed og identitet som noget, der bliver til igennem sociale relationer og samtalesituationer.

I en samtale søger vi at bekræfte vores eget ”face” (den positive identitet, vi gerne vil vise verden), ligesom samtalepartneren søger at bekræfte sit face. Vi kan bekræfte hinandens face ved at rose og opmuntre hinanden og dermed skabe en stemning af tillid og respekt. Goffman kalder dette sociale arbejde facework. Hvis en samtalepartner pludseligt taler grimt eller kommanderer, truer hun den andens face.

Goffman beskriver også, at mennesker har to måder at opføre sig på: ”fronstage” og ”backstage” (begreber fra teaterverdenen, hvor man kan være på scenen eller bag scenen). Frontstage er den opførsel, hvor vi skaber en god relation og bekræfter hinandens face. Backstage er de ting, vi gør og siger privat, som det ikke er meningen at andre skal se eller høre. Et sidste begreb er ”front management”, der beskriver, hvordan vi kan pleje vores face ved fx fremstille os selv på en særlig måde – tale på en bestemt måde og fremvise positive træk og evner.

Metode

Disse forskeres arbejde med sproghandlinger indeholder nogle fagbegreber.

• Informativer: informerende sproghandlinger, der giver viden fx ”Timen er aflyst” eller ”Det bliver en varm sommer”. De er saglige og formelle og præger nyhedsartikler og faglitteratur.

• Ekspressiver: selvfremstillende sproghandlinger, der udtrykker følelser og meninger fx ”Det giver mig ondt i maven" eller ”Jeg synes, det var en elendig film”. De kan være værdiladede og præger anmeldelser, debatindlæg og blogs.

• Regulativer: handlingsregulerende sproghandlinger, der påvirker til at gøre noget fx ”Flyt dig lige lidt” eller ”Skal vi mødes klokken otte?”. De præger love, reklamer og manualer.

• Performativer: handlende sproghandlinger, hvor udsagnet er en direkte handling fx ”Jeg lover at være der klokken otte”, ”Jeg døber dig Molly” eller ”Jeg undskylder min opførsel”.

• Facework: Samtaleregulerende sproghandlinger, der enten søger at følge eller bryde kooperations-princippet fx ”Hej, hvordan går det?”, ”Fedt, at du siger det!” eller ”Det er løgn, din idiot!”. De præger samtaler fx en dramatekst, et kommentarspor eller en messenger-tråd.

Analysemodel

HVAD?

EMNE & KONTEKST

• Hvad er tekstens emne eller anledning, skribent, medie og tid?

HVORDAN?

SPROGHANDLINGER

• Hvilke sproghandlinger er til stede informative, ekspressive, regulative, performative eller facework?

• Hvilke dominerer?

VELLYKKETHED

• Hvordan hænger sproghandlingerne sammen med konteksten?

• (Evt: Viser kommunikationsparterne, at de har samme forståelse for konteksten, og vil de det samme med samtalen?)

• Hvordan virker sproghandlingerne?

• Er kommunikationen vellykket?

Af Sanne Zillo Rokamp, 2021