En refleksion er en højt-tænkning over et emne. En refleksion skal ikke afdække synspunkter som en diskussion eller overbevise som en debat - den skal åbent og nysgerrigt gennemtænke et emne. Emnet kunne være ”Kunst og litteratur, der udfordrer grænser ”. Refleksionen skal ikke gennemgå synspunkter om kunstens rolle, men legende og undrende overveje, hvad det betyder at udfordre en grænse og måske, hvorfor litteratur og kunst kan gøre dette. Et andet emne kunne være ”Døden som skønlitterært motiv”. Her kan du reflektere over døden som et almenmenneskeligt vilkår og måske over, hvordan litteratur kan trøste og hjælpe. Refleksionen tager altid afsæt i konkrete eksempler og flyder derfra til abstrakte refleksioner. Fx kan afsættet være Carls bog, der handler om forfatteren Naja Marie Aidts sorg over sin søns død. Afsættet flyder derfra over i abstrakte overvejelser - måske over det unaturlige og frygtelige i, at forældre begraver deres børn i stedet for, at voksne børn begraver deres gamle forældre.
Strukturen kan se sådan ud:
Tag afsæt i et konkret eksempel, og beskriv det. Konkrete eksempler og abstrakte refleksioner har brug for et personligt og sanseligt sprog, så når du skriver reflekterende skal du lege med formuleringer og sprogets figurer og lyde.
Nævn de vigtigste analyseelementer i eksemplet. Du kan bruge formuleringer som…
"Det første, der springer i øjnene, er den brudte syntaks…"
"Her sker der et markant skift: Fra at have set virkeligheden fremstillet på en realistisk og genkendelig måde, gennemsyres beskrivelsen nu af symboler og næsten uforståelige metaforer …"
"Filmen leger med vores virkelighedsopfattelse ved at blande klassiske autenticitetsmarkører med skæve kameravinkler og hurtig klipning …"
Løft eksemplet til abstraktion og tilbage igen. Du kan bevæge dig fra konkret til abstrakt med retoriske spørgsmål fx ”Kan vi sætte ord på alle vores følelser og erfaringer?” eller med formuleringer som:
"Dette eksempel rykker helt afgørende ved vores opfattelse af …",
"Det bringer os et skridt videre …"
"Vi ser altså, at der er en tydelig sammenhæng mellem …"
"Denne formulering rammer læseren som en knytnæve …"
Sæt ord på dine tanker med metakommentarer (fx "jeg tænker nu, at..."). Det gør refleksionen dialogisk. Dialogisk vil sige, at du stiller dig selv spørgsmål og overvejer svarene, sådan at læseren inviteres til at tænke med. Du kan fx skrive:
”Jeg tænker på…, men oplever også at…”,
”Men vi kunne også se det fra en anden vinkel…”,
”[Eksemplet] får mig til at tænke på…”
”[Eksemplet] har givet mig stof til eftertanke, og jeg har ændret mit syn på….”
"[1 konkret eksempel] Ofte har forfatterne selv stået lige midt i den sorg, de skriver om. Et eksempel er den danske forfatter Naja Marie Aidts Carls bog. Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Bogen giver os et indblik i det totale tomrum, hun blev bragt i, da hendes søn, Carl, i en svamperus sprang i døden fra 4. sal – det ene øjeblik en lyslevende ung mand med livet foran sig, det næste øjeblik et sønderslået, koldt lig i en hospitalskælder. Tilbage stod Naja Marie Aidt med smerten og alle spørgsmålene. Og jo ikke mindst: Følelsen af at meningen med livet forsvandt med sønnens død.
[2 analyseelementer] Bogen viser os, hvordan sproget helt bogstaveligt bliver splintret i hænderne på Naja Marie Aidt: "Skriften står åben og pøser sin uformåen ud gennem alt det, der ikke kan stå. Et hul hvori døden vibrerer." Det er slående, hvor intenst digteren insisterer på at genvinde magten over det lyriske sprog. Hun personificerer skriften, lader den stå åben som en dør (men uden at fuldføre sammenligningen) og ender i en stort set uforståelig metafor… sproget undslipper hende. Hun VED det, og hun får kæmpet sig tilbage med en sætning, der faktisk kan forstås: "Sproget, der altid har fulgt mig og været mit liv, kan intet." For i samme åndedrag atter at miste grebet og endegyldigt resignere: "Sproget gisper, sproget falder til jorden, fladt og ubrugeligt."
[3 abstrakte refleksioner & 4 dialog] Nu skal vi imidlertid holde tungen lige i munden: Det geniale ved Carls bog er, at den sætter ord på det, vi ikke kan sætte ord på ved netop ikke at kunne sætte ord på. Forvirret? Det bliver bedre endnu, for for at gøre det, er forfatteren jo nødt til at bruge ordene, men på en ny måde. Jeg tænker nu, at Aidt simpelthen er nødt til at skabe et nyt sprog for at kunne favne og beskrive det, døden, som hendes gamle sprog ikke formåede at favne. Er det dét litteraturen kan? Ikke blot at genskabe det tabte sprog, men at konstruere et nyt sprog, en ny grammatik, der også kan rumme døden? Og som dermed kan etablere en ny mening."